ÅRSBERETNING 2009.

 

 

Amager Musikfestival 2009 blev afviklet i dagene 20. september til 4. Oktober med 13 koncerter. Det har været festivalens 37. sæson, og siden starten i 1973 har der været afholdt i alt 450 koncerter.

Året 2009 har været jubilæumsår for tre af de helt store tyske komponister: Det er 250 år siden at Händel døde, 200 år siden at Haydn døde og 200 år siden at Mendelssohn blev født. Alle tre komponister har skrevet kirkemusik, men vi valgte Mendelssohn som festivalens hovedperson, fordi han er den eneste af de tre, der har skrevet musik for orglet i større stil, og udover det har han skrevet meget kirkelig kormusik, samt kammer- og klavermusik, der kunne være egnet til de forholdsvis små kirker, vi har på Amager. For rigtigt at belyse en komponist er det vigtigt også at have musik af hans samtidige kolleger med, så derfor endte vi med at give årets festival følgende titel: "Mendelssohn og den tyske romantik".

Det blev et meget varieret festivalprogram, hvor orglet og klaveret naturligt spillede hovedroller: Solistkoncerter på begge instrumenter, deriblandt en væsentlig nyskabelse I festivalen, "Amager Musikfestivals Talentpris", som hvert år skal tildeles et ungt organisttalent fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Årets modtager blev Erik Kolind som spillede en fremragende koncert på orglet i Allehelgens kirke. Desuden gentog vi sidste års succes "Amager Orgelmarathon", en koncert hvor Amager organister sætter hinanden stævne og hver spiller bidrag til koncerten. Tre kor medvirkede i årets festival, der var to duokoncerter med henholdsvis sopran og cello sammen med klaver, en trio med to sangere og klaver, samt en strygekvartet og et strygeorkester. Tre koncerter beskæftigede sig udelukkende med Mendelssohn, men der var også musik af adskillige samtidige såsom Gade, Schumann og Brahms.

Også i 2010 har vi forsøgt at finde et samlende tema for festivalen. Årets væsentligste jubilarer Chopin og Schumann har ikke skrevet kirkemusik i større grad, men Chopin gav os inspiration til at beskæftige os med Østeuropa. Og for at præcisere det har vi fundet frem til et emne vi kalder "Rundt om Østersøen". Altså komponister fra f.eks. Polen, Baltikum, Rusland, Finland og Sverige. Baltiske komponister er kommet meget i søgelyset de senere år. Der bliver skrevet meget ny og spændende kirkemusik i de tre lande, og det kunne blive spændende at inddrage noget af denne musik i festivalprogrammet. Men der vil helt sikkert også blive spillet mere kendte toner af både Chopin, Schumann og andre.

Festivalen vil i 2010 strække sig fra søndag den 19. September og to uger frem. Ligesom i år vil der være koncerter alle ugens dage, minus mandag og fredag, dog sådan at der altid skal være mulighed for at fravælge dette princip og vælge andre koncertdage, hvis det er bedst for kunstner eller kirke.

Som sædvanlig har festivalens koncerter været med i de landsdækkende avisers koncertkalendere og derudover i "Copenhagen this week" og andre kulturpublikationer. Den er blevet omtalt i "kultunaut" på internettet og beskrevet i Amagers lokalaviser. Desuden fungerer vores hjemmeside "amagermusikfestival.dk" på femte år og er blevet besøgt af mange. Endelig har udvalgets medlemmer som altid sørget for fordeling af festivalmateriale i kirker, på biblioteker og i andre kulturinstitutioner i hele hovedstadsområdet. Fremmødet har været pænt, og der har været fin respons fra publikum.

En stor tak skal lyde til de forskellige tilskudsgivere: Amagerbankens Jubilæumslegat, Gunnar og Birgith Haastrup-Vig's Fond, Dragør og Tårnby kommuner, Københavns Kommunes Musikudvalg, Amager Øst lokaludvalg og endelig de tilsluttede kirkers menighedsråd. Festivaludvalget er meget taknemmelige for denne hjælp , som er uvurderlig for festivalens eksistens, og håber på fortsat forståelse for og tilskud til videreførelsen af Amager Musikfestival.

Med venlige hilsner på udvalgets vegne.


 

ÅRSBERETNING 2007.

 

 

Amager Musikfestival 2007 er slut. Den blev afviklet i dagene 23. september til 7. Oktober, med 13 koncerter. Det har været festivalens 35. sæson, og siden starten i 1973 har der været afholdt i alt 424 koncerter.

Årets festivalemne omhandlede ikke mindre end fire nordiske jubilarer, nemlig Buxtehude (1637-1707), Rung (1807-1871), Grieg (1843 - 1907) og Sibelius (1865 - 1957). Det helt usædvanlige sammentræf at tre af de allerstørste nordiske komponister har jubilæum samme år, var naturligt at udnytte som festivalramme. Buxtehude, som, på trods at han levede det meste af sit liv i Tyskland og skabte sine værker der, må betragtes som dansk, da han er født i Helsingør, var den af komponisterne der fyldte mest i festivalprogrammerne, simpelthen fordi han har komponeret mest kirkemusik: Der blev spillet masser af orgelmusik bl.a. af organister fra Buxtehudebyerne Helsingør og Helsingborg, fremført ikke mindre end syv forskellige kantater udført af flere kor, solister og instrumentalister og derudover hørtes andre korværker, kammermusik og cembalostykker. Af Grieg blev der spillet populære toner, bl.a. uddrag af "Peer Gynt", klaver- og kormusik samt sange, af Sibelius orgelmusik og sange og endelig var Rung hovedpersonen i en koncert med dansk guldaldermusik. Derudover indeholdt festivalen bl.a. en festkoncert i anledning af Alle Helgens Kirkes 75 års jubilæum med ny kormusik, et fint og varieret værkudvalg af andre komponister og endda et afsnit med "retro rock" for violin og orgel!


 

ÅRSBERETNING 2006.

 

 

Amager Musikfestival år 2006 er slut. Den blev afviklet i dagene 17. september til 1. oktober. Det har været festivalens 34. sæson, og siden star-ten i 1973 har der været afholdt i alt 411 koncerter.

Årets festivalemne var "Musikken - Det uudslukkelige"(et ud-tryk hentet fra Nielsens 4. Symfoni), med undertitlen "focus på Mozart og Carl Nielsen". Mozarts 250 års fødselsdag har nok været kendt af de fleste, men at det også er 75 år siden at Carl Nielsen døde, har været mindre omtalt. At føre de 2 sammen og lade dem belyse hinanden i forskellige sammenhænge, synes vi var en spændende og anderledes måde at gribe jubilæumsåret an på. At det var en god idé, fik vi bevis på ved et usædvanlig godt fremmøde til 14 fremragende koncerter af stor variation. Hovedværker af begge komponister var selvfølgelig på ønskesedlen, og dette ønske blev til fulde indfriet: Mozarts Requiem I 2 strålende fremførelser og flere af hans betydelige kammermusikværker. Af Carl Nielsen hans Blæserkvintet med bl.a.musikere fra Det Kongelige Kapel og hovedværket for orgel, "Commotio", spillet af en yderst velspillende polsk / fransk organist. Derudover flere kor, sangere, organister og pianister til at belyse forskellige af komponisternes værker og give publikum mulighed for drage sammenligninger. For at vise at den uudslukkelige musik ikke udelukkende er af Mozart og Carl Nielsen skilte først og fremmest to koncerter sig ud, den ene med et barokensemble og den anden med et gospelkor. For selv om festivalens tema er en god inspiration for både arrangørerne og de medvirkende, skal der også være plads til andet. Det bør ikke være et snærende bånd.

Emnet for næste år er endnu ikke endelig fastlagt; men da året 2007 også er et musikalsk jubilæumsår, idet den store danske barok-komponist Diderik Buxtehude døde i 1707, kommer det i hvert fald til at handle om ham på en aller anden måde.

Festivalen vil i 2007 strække sig fra søndag den 23. september til søndag den 7. oktober. Vi har i år haft lidt løsere struktur end ellers i vores valg af dage og tidspunkter, har f.eks. inkluderet lørdagskoncerter med succes og til gengæld udeladt en mandag, en dag der ofte har vist sig som en dårlig koncertdag. Dette vil vi prøve at eksperimentere videre med til næste år, for efterhånden forhåbentlig at kunne nå frem til de publikumsmæssigt optimale koncerttidspunkter.

Som sædvanlig har festivalens koncerter været med i de landsdækkende avisers koncertkalendere, er blevet omtalt i "kultunaut" på internettet og beskrevet i Amagers lokalaviser. Desuden fungerer vores hjemmeside "amagermusikfestival.dk" på andet år og er blevet besøgt af mange.
Endelig har udvalgets medlemmer som altid sørget for fordeling af festival-materiale i kirker, på biblioteker og i andre kulturinstitutioner i hele hovedstads-området. Fremmødet var som allerede skrevet usædvanlig fint, og der var stor begejstring blandt publikum, så vi kan i festivaludvalget se tilbage på en virkelig vellykket sæson.

Som altid skal der lyde en stor tak til de forskellige tilskudsgivere: Amagerbankens Jubilæumslegat, Gunnar og Birgith Haastrup-Vig's Fond, Dragør og Tårnby kommuner, Københavns Kommunes Musikudvalg, Københavns Amtsmusikudvalg, Menighedssamfundet i Dragør og endelig de tilsluttede kirkers menighedsråd. I år skal der lyde en ekstra tak til 2 af tilskudsgiverne: Først Københavns Amtsmusikudvalg, en gennem årene meget trofast tilskudsgiver, som med sin forsvinden desværre for sidste gang har støttet festivalen og dernæst Haastrup-Vig's fond som med kort varsel trådte til med ekstra støtte I forbindelse med en koncert der pludselig blev dyrere end planlagt. Festivaludvalget er meget taknemmelige for denne hjælp , som er uvurderlig for festivalens eksistens, og håber på fortsat forståelse for og tilskud til videre-førelsen af Amager Musikfestival.


 

ÅRSBERETNING 2005.

 

 

Amager Musikfestival år 2005 er slut. Den blev afviklet i dagene 18. september til 3. oktober. Det har været festivalens 33. sæson, og siden star-ten i 1973 har der været afholdt i alt 397 koncerter.

Årets festivaltema var “Norge”. Festivalen har flere gange haft lande som tema, som f.eks. Sverige og England, med spændende resultater. Det er en god måde at lære andre landes musikalske arv at kende, og man får ofte mulighed for at høre musik, som ikke bliver spillet hver dag herhjemme.  Til festivalen 2005 var Norge et naturligt valg, da landet i år har 100 års jubilæum som selvstændig nation. Emnet blev godt belyst ved koncerterne. Vi havde adskillige instrumentalister og et kor på besøg fra Norge og udover det et godt udvalg af herboende norske musikere. Musikken spændte fra de berømte romantikere Grieg og Svendsen til nyere komponister som Hovland og Nystedt, og der medvirkede instrumenter som violin, fløjte og harpe, flere sangsolister, 2 kor og adskillige organister. Med dette emne var det naturligt at inddrage den på Amager beliggende norske “Kong Håkons Kirke”, som lagde rum til festivalens første koncert og udøvende kunstnere til den sidste. Det blev to dejlige koncerter, som også bidrog til at gøre den norske befolkning I København opmærksom på festivalen. En speciel tak skal lyde til Sundby Kirkes organist Tom Ernst, som udfra sin norske nationalitet har været en uvurderlig hjælp ved forberedelsen af festivalen, ved sit kendskab til både norsk musik og musikere.

De gode erfaringer med et emne som inspiration både for arran-gørerne og de medvirkende medfører, at der også næste år vil være et gennem-gående tema for festivalen. Året som helhed vil på mange måder selvfølgelig stå i jubilaren Mozarts tegn, og han er da også med I temaet. Men vi har valgt først og fremmest at hylde en af årets andre jubilarer, Carl Nielsen, ved, inspireret af hans 4. Symfoni, at give festivalen titlen “Musikken – Det uudslukkelige”, og så have en undertitel der lyder: “Focus på Carl  Nielsen og Mozart”. Emnet blev I øvrigt foreslået af festivalens mangeårige kasserer, den nyligt afdøde organist ved Simon Peters Kirke, Frederik Ingerslev, og vil derved også ære hans minde.                                                                                                                          

Festivalen I 2006 vil strække sig fra søndag den 17. September til søndag den 1. oktober, og som de sidste år vil der være koncerter alle hverdage kl. 20 undtagen fredag og lørdag, samt søndag kl.16 og 20.

Som sædvanlig har festivalens koncerter været med i de landsdækkende avisers koncertkalendere, er blevet omtalt I “kultunaut” på internettet, nævnt i diverse turistblade og beskrevet i Amagers lokalaviser.  Desuden har udvalgets medlemmer som altid sørget for fordeling af festivalmateriale i kirker, på biblioteker og i andre kulturinstitutioner i hele hovedstadsområdet. Endelig har vi fået vores hjemmeside “amagermusik-festival.dk” op at stå. Vi synes selv, den er meget flot og har da også fået en god respons på den.

På trods af dette har publikumsfremmødet I år ikke været optimalt.

Norske komponister, særlig de nyere, er, helt ufortjent, meget lidt kendt blandt almen-befolkningen I Danmark og derfor er mange åbenbart blevet væk fra visse af koncerterne. Heldigvis har der været stor begejstring fra de fremmødte, og så er det vel I øvrigt også blandt en festivals opgaver at fremføre mindre kendt musik, også selv om det så ikke altid giver fuldt hus.

Endelig skal der lyde en stor tak til de forskellige tilskudsgivere:



Festivaludvalget er meget taknemmelige for denne støtte, som er uvurderlig for festivalens eksistens, og håber på fortsat forståelse for og hjælp til videreførelsen af Amager Musikfestival.

  

                                            Med venlige hilsner på udvalgets vegne.

 

 


 

ÅRSBERETNING 2004.

 

 

Amager Musikfestival for 2004 er slut.

Den blev afviklet i dagene 19. september til 3. oktober. Det har været festivalens 32. sæson, og siden starten i 1973 har der været afholdt i alt 382 koncerter.

Årets festivaltema var "Orglet i samspil".

Orglet er et instrument, som de fleste forbinder med solostykker; men der er faktisk skrevet meget original musik for orgel i samspil med andre instrumenter, sangsolister eller kor. At det er tilfældet beviste festivalen på bedste måde. Vi fik musik med medvirken af trompet, violin, fløjte, obo, klaver, slagtøj og to sangsolister. Der var tre koncerter med kor medvirken, hvor bl.a. John Rutters Requiem opførtes ved to koncerter. Og endelig var der et helt symfoniorkester, "Sinfonietta Arctica", et af meget få i festivalens historie, der bl.a. spillede en orgelkoncert af den tyske romantiske komponist Rheinberger. Publikums-fremmødet var pænt, og der var stor tilfredshed med koncerterne.

De gode erfaringer med et emne som inspiration både for arrangørerne og de medvirkende medfører, at der også næste år vil være et gennemgående tema for festivalen.

I anledning af Norges 100 års jubilæum som selvstændig stat vil dette land blive temaet i 2005. Norge har en stolt kirkemusiktradition med adskillige betydelige komponister såsom Grieg, Sæverud og Hovland. Så der er en rig musikskat at vælge ud fra, og det skulle ikke blive svært at finde gode norske musikere til at udføre den.

Festivalen vil strække sig fra søndag den 18. september til mandag den 3. oktober, og som de sidste par år vil der være koncerter alle hverdage kl. 20 undtagen fredag og lørdag, samt søndag kl. 16 og 20.

I anledning af emnet har vi valgt i 2005 at inddrage den på Amager beliggende Norske kirke i festivalen, så der alt i alt vil være 15 medvirkende kirker.

Som sædvanlig har festivalens koncerter været med i de landsdækkende avisers koncertkalendere, er blevet omtalt i kulturnat på internettet, nævnt i diverse turistblade og beskrevet i Amagers lokalaviser. 

Desuden har udvalgets medlemmer sørget for fordeling af festivalmateriale i kirker, på biblioteker og i andre kulturinstitutioner i hele hovedstadsområdet.

Vi er også godt i gang med at få lavet en hjemmeside og regner med, at den vil være fuldt funktionsdygtig fra primo 2005.  Publicity er en vigtig ting i nutidens mange tilbud inden for kulturelle aktiviteter, så vi er glade for med hjemmesiden at kunne få inddraget det nye medie i højere grad.

Endelig skal der lyde en stor tak til de forskellige tilskudsgivere:                      

 

Festivaludvalget er meget taknemmelige for denne støtte, som er uvurderlig for festivalens eksistens,

og håber på fortsat forståelse for og hjælp til videreførelsen af Amager Musikfestival.

 

Med venlige hilsner på udvalgets vegne.